Opskrift: Naturlig shampoo i pulverform uden konservering

Naturligt konserverings-fri

Opskriften er naturligt konserveringsfri, da shampooen udelukkende består af tørre ingredienser, hvilket også gør den særdeles rejsevenlig! Konserveringsmidler er kun nødvendige i produkter der indeholder vand, så hvis du ønsker skønhedsprodukter uden konservering, skal du blot kigge efter (eller lave selv) vandfri produkter.

Kan laves i 2 versioner - tørshampoo eller shampoo

Opskriften består af pulveriserede urter og sæbe. Hvis du ønsker en klassisk tørshampoo udelukker du blot sæben fra opskriften. Ønsker du en klassisk shampoo følger du opskriften med sæbe.

Ingredienser

  • 2-3 breve Grøn te ekstrakt fra ActiGreen. Grøn te indeholder Epigallocatechin-3-gallate (EGCG) som medvirker til at mindske hårtab ifølge dette samt dette studie.

  • 10 dråber Rosmarin æterisk olie, fx. fra Aroma-zone.com. Rosmarin øger blodgennemstrømningen i hårbunden og kan være med til at stimulere hårvæksen ifølge dette studie. NB er du gravid, så undlad rosmarinen.
    Opbevar altid rosmarin æterisk olie i køleskab. Olien kan kun holde sig i 6 måneder efter åbning, og oxideret æterisk olie kan give udslet og eksem.

  • 20g Pulveriseret lægestokrose - Althaea officinalis rodpulver. Har du en kraftig blender kan du pulverise Natur Drogeriets althearodsflager til et fint mel eller købe det hos Aroma-Zone.com som pulver.
    De naturlige slimstoffer i lægestokrose beskytter håret fra sæbens udtørrende virkning og virker som en conditioner og giver shine til håret.

  • 60g Majsstivelse. Majstivelsen giver en fornemmelse af volumen og tekstur til håret.

  • 30g Sodium lauryl sulfoacetate (SLSA) sæbestof udvundet af kokosolie. Kan fås hos Aroma-zone.com. SLSA er en mild sæbe udvundet af kokosolie og giver et lækkert blødt skum til tørshampooen uden at virke udtørrende.

Redskaber

  • Køkkenvægt

  • Tragt

  • Skål

  • 250g flaske til opbevaring.

  • lille piskeris eller gaffel

Holdbarhed

  • 6 måneder. I princippet længere hvis alt holdes knastørt, men jeg hvis du opbevarer den på badeværelset vil fugt komme ind i flasken på et eller andet tidspunkt.

  • Sørg lige meget hvad for at holde flasken godt lukket, så der ikke kommer fugt i produktet og undgå at få vand i flasken, da shampooen i så fald ikke vil kunne holde sig.

Sådan gør du

  • Bland alle tøringredienser i en stor skål, så der er plads nok til at blande ingredienserne grundigt sammen.

  • Tilsæt 10 dråber rosmarin æterisk olie og sørg for “olieklumperne” røres helt ud og mixes grundigt med de øvrige ingredienser. Mas dem med bagsiden af en ske hvis nødvendigt.

  • Hæld blandingen i flasken vha. tragten og sæt låg på.

  • Det var det! Let, ik?

Sådan bruger du den

Du kan få flasker som pumper pulveret ud i en sky, og det er let pumpe i håret på denne måde. Hvis ikke du har sådan en flaske, hælder du blot en lille mængde pulver i håndfladen og masserer i det våde hår og godt ned i hårbunden. Kan du finde en saltbøtte der har ekstra låg, som slutter tæt, kan bruge sådan en og blot drysse shampooen i hårbunden.
Brug mere vand undervejs som du masserer shampooen ind, så den danner et blødt skum der er let at fordele i hele håret.

Skyld håret grundigt og slut af med koldt vand for at give håret ekstra shine.

Jeg bruger aloe vera gel efter håret er vasket og let håndklædetørret som leave in conditioner. De to tilsammen er et must til krøllet hår, og giver et flot fald uden frizz til alle hårtyper.

Giv shampooen et forsøg, du vil blive overrasket over hvor god den er! Og når du har prøvet den, så del dine erfaring med mig her i kommentarfeltet. Jeg vil elske at høre fra dig!

Forrige
Forrige

Opskriften på den bedste læbepomade

Næste
Næste

Lyserøde sødkartoffel og bønneboller